BOGANMELDELSE
1. maj udkom den med spænding imødesete ”Dekorerede danske glas” af Niels Andersen og Torben Errboe. Det er blevet en fantastisk flot bog med et meget omfattende og enestående smukt billedmateriale. Den er skrevet i et overordentlig smukt og varieret sprog, og de få trykfejl der er og altid vil være i en bog som denne ser vi bort fra, da de aldrig forstyrrer meningen.
Forfatterne har valgt at begrænse sig til de blomsterslebne og emaljemalede drikkeglas og karafler fra de egentlige danske glasværker, der var virksomme i 1800-tallet. Efter et grundigt og tidkrævende researcharbejde i arkiver og i offentlige og private samlinger er det lykkedes dem at skaffe et glimrende overblik over hvad der stadig er bevaret af disse klenodier. Det er spændende at se så mange flotte glas ved siden af hinanden.
På grund af det trods alt i mange henseender mangelfulde kildemateriale bør der tages en del forbehold, og det gør forfatterne da også opmærksom på, men det er alligevel lykkedes dem at nå frem til nogle forsigtige konklusioner om sandsynlig tilknytning til de enkelte glasværker. Man kan dog frygte, at nogle glasentusiaster, og navnlig blandt de handlende, vil læse bogen som fanden læser biblen og ud fra billedteksterne tage stedsbestemmelserne for mere sikre end de i virkeligheden er. Der er som bekendt lavet lignende ting andre steder i verden, og glasmagere og slibere var et vandrende folkefærd.
En af de mest sejlivede myter i glasverdenen er den med den hvide emaljemaling, som altid henføres til Mylenberg. Grundlaget herfor er billedteksten i ”Dansk Glas” side 96, hvor det anføres: 1) Disse glas findes mest i Nordjylland. 2) Satsfarven er grågrønlig. 3) Der er fundet lignende skår i glasværkets tomt.
Hertil kan siges: Ad 1) Hvilket statistisk grundlag har Riismøller (og andre) oprindelig bygget denne påstand på? Og desuden er det jo påvist, at teknikken også har været brugt i England. Ad 2) Alle er vist enige om, at man ikke kan udlede noget som helst af satsfarver, da de kan variere meget fra den ene ovngang til den anden. Ad 3) Med denne bemærkning mente Riismøller sikkert kun, at der er fundet skår af glas, som svarer til de hvidemaljerede glas i formen og (igen) satsfarven. Der er aldrig nogen sinde fundet noget skår med emalje på, og undertegnede har haft rigtig mange mellem hænderne. Der er i øvrigt heller ikke fundet skår med polykrom emalje. Så denne myte må reduceres fra sandhed til sandsynlighed eller endda til mulighed.
En anden problemstilling er forestillingen om, at der skulle være en entydigt defineret form for vinblade på de slebne ting fra Mylenberg. Der henvises til den såkaldte Hagen-karaffel. Men jeg har en lignende karaffel, blot med teksten ”Mette Marie Christendatter 1859”. Bladkransen med sløjfe er magen til, men bladene har en anden form. De er tredelte, og hver del er femfliget, så det ser ud som tre sammenheftede egeblade. Jeg har givet en udførlig beskrivelse med tegning i et tidligere nummer af ”Glasnyt” og gjort rede for at den karaflen kan følges gennem alle ejerne tilbage til den oprindelige familie i Døstrup, hvor netop Mylenbergs sliberi lå. En mere sikker stedfæstelse opnår man næppe for mange glas.
Afslutningsvis vil jeg sige, at vi skal tage det lidt afslappet og ikke gå alt for højt op i at tælle druer, blade og slyngtråde. Hver sliber (eller maler) havde sin personlige måde at håndtere værktøjet på, og en dag fik han måske lyst til at lave lidt om. Men som katalog over, hvad der findes bevaret rundt omkring af de bedste danske glas fra 1800-tallet, er denne bog særdeles nyttig. Og husker man forbeholdene er der mange nyttige oplysninger at hente. Særlig spændende er afsnittet om nyopdagelserne i forbindelse med Odense Glasværk. Det er en meget smuk og anbefalelsesværdig bog, som ikke bør mangle i nogen glasinteresserets reol.
Glashistorisk Selskab Aalborg ønsker Torben og Niels og alle vi andre tillykke med udgivelsen. Og husk så at besøge Anneberg i løbet af sommeren. Her har de to gæve gutter arrangeret en særudstilling med de fleste af glassene fra bogen og en del andre, og det er en enestående lejlighed til at se, beundre og sammenligne i denne guldgrube af klenodier fra dansk glaskunsts første årtier.
IK
Replik til Irene
Irene Kristensen har skrevet en ualmindelig flot anmeldelse af vores bog ”Dekorerede danske glas”, og det siger vi naturligvis mange tak for. Vi opfatter artiklen dels som en anmeldelse, dels som et indlæg i debatten om dokumentation. Vi har derfor et par bemærkninger i relation til problematikken om dokumentation.
Irene benytter anledningen til at pege på, at der findes en række myter, der danner grundlag for placeringen af en række glas til bestemte glasværker – det gælder især de nordjyske værker. Disse myter har i høj grad været gældende latin i den danske glashistoriske forskning. Vi har forsøgt at undgå disse myter i vores undersøgelser og beskrivelser, men naturligvis kan vi ikke bare forkaste alle teorier og meninger, når vi ikke har andet at sætte i stedet.
Hvad angår den hvide emaljemaling, der tilskrives Mylenberg, er vi – som det også anføres i bogen – grundlæggende enig med dig. Niels beskriver bl.a. de 10 vinglas vi fandt i arkiverne på Odense Bys Museer. De har alle helt identiske bemalinger med de glas, vi traditionelt tilskriver Mylenberg, men vi mener trods dette ikke, at glassene kan være danske (se side 178).
Til den traditionelle påstand om, at der er fundet hvidemaljerede skår i Mylenbergs tomt , nævner du, at ”der aldrig nogensinde er fundet noget skår med emalje på”. Vi mener som dig også, at påstanden om skårene er udokumenteret. Vi er også klar over, at ingen i dette land har større kendskab til skårfundene ved Mylenberg end netop dig, men mener dog ikke, at det så kategorisk kan udelukkes, at der i en periode på ca. 150 år ikke kan være fundet hvidemaljerede skår på stedet.
Endvidere nævner du, ”at der skulle være en entydig defineret form for vinblade på de slebne ting fra Mylenberg” – med henvisning til Hagen-karaflen. Det mener vi ikke er rigtigt. Både i udgaverne i Dansk Glas og i Bent Wolstrups artikler i Kunst og antikvitetsårbogen tages mange forbehold for det liggende vinløvs henføring til Mylenberg. Man hælder ganske vist til den anskuelse, at vinløvet på Hagen-karaflen skulle være med til at placere typen til Mylenberg. Imod dette indtager vi forsigtigt dette standpunkt, at karaflens vinløv mere ligner den hængende type vinløv, som vi efterhånden kender mange eksempler af. Derfor er Hagen-karaflen medtaget i bogen. Vi har en formodning om, at mange af de glas, der indtil nu er regnet for at være slebet på Mylenberg snarere er slebet på Conradsminde, vi kan blot ikke dokumentere og dermed bevise denne opfattelse.
Hvad angår din Mette Maries karaffel ville den med sin vinløvsslibning på bagsiden umiddelbart være et oplagt emne at have taget med i bogen. Vi mener som du, at man næppe kommer tættere på en veldokumenteret karaffel fra Mylenberg. Men dels falder lejlighedsslibninger generelt - med nogle ganske få undtagelser, bl.a Odense Glasværk – uden for bogens rammer, dels er vi på andre glas eller karafler desværre aldrig stødt på denne specielle vinløvsranke. Hvis vi en dag får kendskab til glas med dette vinløv, vil Mette Maries karaffel være en uvurderlig hjælp i den nærmere dokumentation.
Dine bemærkninger om, ”at vi skal tage det lidt afslappet og ikke gå alt for højt op i at tælle druer, blade og slyngtråde” er vi – nok ikke så overraskende – kun delvis enige i. Det kan naturligvis altid diskuteres, hvordan og i hvor mange typer, man skal opdele de forskellige danske blomsterslibninger. Vi mener, det er relevant eksempelvis at opdele de forskellige værkers vinløvsslibninger, bl.a. på grundlag af antallet af druer og trådenes forløb, og ud fra disse ret detaillerede beskrivelser kan vi se en sammenhæng. Eksempelvis ser vi altid de omtalte 15 druer på Holmegaards vinløvsranker, som det også fremgår af flere glas og karafler fra prøvesamlingen. Ønsker man en nærmere definition og forsøg på dokumentation, er man simpelthen nødt til at være nøjeregnende i sine botaniske studier. Hvis man er af den opfattelse, at det hverken er muligt at skelne mellem de forskellige værkers slibninger eller forskellige slibninger på de enkelte værker, er det naturligvis ikke så væsentligt at gå ned i detaljerne.
Vi er enige i, at slibere og malere gennem deres oplæring har erhvervet nogle erfaringer, de medbragte til de forskellige værker. Vi mener dog ikke, at den enkelte slibers eller malers specielle opfattelse af en given dekoration er kommet til udtryk i de dekorationer, vi beskriver i bogen. Tværtimod mener vi, at der på de respektive værker har været nogle retningslinier, som den enkelte håndværker skulle følge, og at det derfor har været muligt at pege på en række karakteristika for de enkelte værker. Naturligvis vil der altid være mange individuelle variationer, men selve tendensen og hovedtrækkene i de forskellige grundtemaer virker ganske entydige med ret snævre rammer.
Mange venlige hilsner
Niels Andersen og Torben Errboe
