Glassamleren spørger ???? 

"Hvor er glasset fra og hvor gammelt er det " 

"Kan man henfører glasset til et navngivet glasværk udfra satsfarven"

 

"Er det ikke bare en myte, at glas bliver misfarvet af lyset"

 "Er der i det hele taget nogen sinde ført bevis for denne påstand"

 

Der er mange "myter" omkring SATSFARVEN og misfarvninger.

 

Med hensyn til "farvekriteriet", så har jeg vist i mange år holdt på, at man ikke må tillægge satsfarven for stor betydning, den er i mange tilfælde et resultat af en tilfældighed og kan variere fra dag til dag. Hvis man derfor spørger mig, om jeg tror på "farvekriteriet" , vil jeg sige: Jeg tror på, at nogle glasværker 'bevidst har kørt med en svag "misfarvning" af glasset, Strömberghyttans sats var svagt grå eller gråblå, Holmegaards har i mange år været blålig, og nogle gamle glasværker har haft gennemgående misfarvninger på grund af særlige råmaterialer etc., men jeg tror ikke på, at man har dyrket de misfarvninger, der naturligt kommer fra hele affarvningsprocessen, som et mål eller blot som noget ønskeligt.

 

For at komme disse myter lidt til livs og for at give glassamler de ønskede beviser har jeg allieret mig med Holmegaards chefkemiker, Jørgen Fougt, og fået godkendelse for den følgende gennemgang af disse problemer.

Om affarvnings- og misfarvningsproblemer ved smeltning af glas.

 

Det sand og enkelte andre råmaterialer, der bruges ved smeltning af glas indeholder mere eller mindre jern - og måske krom.

I det følgende vil der særlig blive gjort rede for problemerne med jernindholdet. Jern farver som bekendt glas grønt. Jernet optræder i to former, ferrioxyd, der farver glas gulgrønt, og ferrooxyd, der farver glas blågrønt. For at få så farveløst glas, som muligt, må man "affarve" glasset, som det hedder med et lidt misvisende udtryk. Det er nemmere, at affarve det iltrige ferrioxyd-glas, og derfor fyrer man normalt en glasovn med et overskud af ilt. (se "Danske Flasker" side 19-20).

 

Denne gråfarvning kendes fra gamle glas, der ofte kan være ret så grå i glasmassen. De er normalt affarvet med grundstoffet mangan i form af mineralet brunsten. Når jernindholdet har været lidt vel stort, bliver glasset så gråligt, at det kan ses, dvs. der er tilbageholdt så mange lysstråler, at glasset ser gråt ud. Tilbageholdes samtlige lysstråler, hvilket kan opnås ved at farve glasset meget kraftigt violet, synes glasset sort. Denne farve blev kaldt "hyalith". Glasset ser sort ud, men er' meget mørkt violet.

 

Mangan blev brugt som affarvningsmiddel op til va. 1920. Man kaldte ligefrem brunsten, der blev brugt som råmateriale, for "glasmagersæbe", fordi det "vaskede glasset rent'!. I nogle tilfælde er gamle, mangan-affarvede glas en smule violette. Det kan skyldes en lidt for stor mængde mangan. men det kan også skyldes en misfarvning, idet mangan-atomerne i glasset er blevet påvirket af lyset. Lys er energibølger, des kortere bølgelængde des højere energiindhold, og det, der især misfarver glasset, er de meget korte ultraviolette stråler, der udsendes af visse lyskilder. Lysstrålerne påvirker de elektroner, der svirrer omkring atomkernen. Den gennem lyset tilførte energi kan få elektronerne til at skifte bane eller måske helt at forlade atomet. Derved er der opstået et nyt stof, der måske kan misfarve glasset, hvilket kaldes "solarisolation". Det således misfarvede glas kan bringes tilbage til sin oprindelige tilstand, dvs., igen blive farveløst, ved at blive opvarmet, hvorved elektronerne vender tilbage til deres oprindelige plads. Når elektronerne på denne måde kan slås væk fra deres normale plads uden straks at vende tilbage, så skyldes det, at glas er en isolator, der ikke leder eller påvirker de elektrisk ladede elektroner.

 

Et andet forhold, der spiller ind og gør hele denne sag så kompliceret, er, at affarvningen er påvirket af ovnatmosfæren, idet iltindholdet forskyder balancen mellem ferri- og ferrooxyd i glasset og dermed farven, som omtalt i indledningen. Når farven forskydes kan affarvningen enten blive for kraftig, dvs. rødlig, eller for svag, dvs. grønlig. Heraf følger så, at farven kan variere fra dag til dag, især i de gamle ovne, hvor atmosfæren ikke var under kontrol, som den er i en moderne ovn.

 

Omkring 1920-30 begyndte vi i Danmark at bruge andre stoffer som affarvnings-middel, en blanding af metallet selen og koboltoxyd. Selen farver glas rødt, når det optræder som frit selen, mens koboltoxyd farver glas stærkt blåt. Tilsammen får vi den ønskede violette farve. Man fremstillede en blanding af de to stoffer i det rette forhold, blandede det op med fint sand og fik på den måde en slags råmateriale, der endnu brugtes ved fremstilling af hvidt glas til emballage og glassker udført på maskine.

 

Det var et problem ved denne affarvningsmetode, at den e følsom overfor varme. Når et glas, affarvet på denne måde, blev varmet på til små 5000, som det sker, når man skal brænde emaljefarver eller guld fast på glasset, blev glasset lyserødt. I glasset findes der en fast balance mellem frit selen og det iltholdige selenit. Denne balance forskydes ved opvarmningen, mængden af frit selen bliver forøget, og glasset bliver lyserødt. Derfor fremstillede man på Holmegaard i 1940-60 en særlig glasmasse til malede glas, kaldet "guldglas", der indeholdt mindre affarvningsmiddelog derfor var en lille smule grønt. Ved genopvarmningen i maleriets ovne ophævede de to farver hinanden, og glasset så hvidt ud.

 

Også det selen-kobolt-affarvede glas bliver udsat for solarisation. Der sker her nøjagtig det samme som ved det mangan-holdige glas. Elektronerne slås ud af deres bane og giver anledning til misfarvninger. Her blev farven kedelig gul, hvilket nemt kunne ses på glas, der havde stået en sommer igennem i et udstillingsvindue eller var blevet udsat for ultraviolet lys. Ligesom ved manganmisfarvningen kunne den gule farve fjernes ved genopvarmning.

 

Solarisation kan modarbejdes med et ringe indhold af blyoxyd i glasset.

Blyoxyd virker som en slags stabilisator imod misfarvning på grund af solen, og derfor indeholder Holmegaards almindelige sodaglas, der bruges til de tunge servicer som Tivoli og Skibsglas, ca. 4% blyoxyd side? 1967. Des mere energirig stråling, glasset bliver udsat for, des mere blyoxyd skal det indeholde for at modvirke misfarvninger.

 

På grund af de forskellige problemer ved selen-kobolt affarvningen begyndte man i 1967 at bruge stoffet neodymoxyd. Neodym hører til de såkaldte "sjældne jordarter". Det har været kendt i mange år, men først fra midten af 1960'erne fremkom det i en så ren kvalitet og til en sådan pris, at det kunne bruges til affarvning af glas. Det farver glas i den ønskede rødviolette farve og er ikke forbundet med de varmefølsom-heds-problemer, som selen-kobolt glasset, og det er ikke udsat for nogen væsentlig solarisation.

 

Alligevel bibeholder man af mange andre grunde blyindholdet i det alm. sodaglas. Det neodymoxyd-affarvede glas kan omkøles og genopvarmes uden problemer, derfor intet særligt "guldglas", ingen misfarvning på grund af forskellig placering i kølerøret eller på grund af godstykkelsen. Neodymoxyd synes at være det ideelle affarvningsmiddel, men det er ret kostbart, og det er grunden til, at man ikke bruger det i det billige emballageglas.

Forskellige andre farveproblemer.

Rent sodaglas vil altid være en lille smule gulgrønt, idet man ikke helt kan ramme denne farves komplementærfarve. Det kan man derimod i glas, der indeholder potaske, som krystal eller klangglas. Her lykkes affarvningen perfekt, og disse glassorter kan fremstilles meget farveløse.

 

I det tunge blykrystal, der indeholder fra 24-33% blyoxyd, bruger man nikkeloxyd som affarvningsmiddel. Det farver blyholdigt glas smukt violet, mens det i rent sodaglas giver en grumset grågul farve.

 

Krom

farver glas grønt ligesom jern, og det findes ofte i meget små mængder i sandet. Til gengæld farver det meget kraftigt, kraftigere end noget andet metal, og selvet meget ringe kromindhold i sandet giver dårlig farve. Det skyldes, at det er vanskeligt at ramme komplementærfarven til den grønne farve fra kromet, og det gælder både sodaglas, potaskeglas og krystal.

 

Meget ofte indeholder glasmassen arsenik, der virker som lutringsmiddel ved at afgive ilt på et sent tidspunkt under smeltningsprocessen. Arsenik forstærker tendensen til solarisation, idet det ligesom opsuger de løsgående elektroner.

 

Manganoxyd

er i virkeligheden farveløst. Det, der farver glasset violet, er et manganatom, der mangler 7 elektroner i sine baner. Dette atom findesi stoffet kaliumpermanganat, der også kan bruges som farvestof i glasset.

Slutning.

Det turde fremgå af ovennævnte, at mulighederne for misfarvninger af glas er legio, og det især før i tiden har været meget vanskeligt at holde alle disse forhold under kontrol. Endnu en fejlmulighed: Skårene. De tilsatte skår, der ofte var fremmede, gav også anledning til farvevariationer.

 

Derfor er det farligt at drage alt for nøje slutninger på grund af glassets farve, især fordi man ofte gør det på grundlag af et meget lille antal, som måske tilmed ikke er særlig godt dokumenteret. Samlere af glas gætter meget, og det er de for så vidt nødt til, for man kan ikke gøre andet i denne branche; men man skal passe på ikke at gøre sine gætterier til den evige sandhed, til fasttømrede teorier. Jeg bruger skam selv farvekriteriet og hele glasmassens karakter til af afgøre, om et glas er gammelt eller nyere, men det må gøres med stor forsigtighed og i erkendelse af, at mulighederne for fejltagelser er mange. Det fremgår i øvrigt af dette, at det kun kan lade sig gøre med sodaglas, krystalglas skifter ikke farve med alderen.

 

Jeg håber, at glassamleren nu vil acceptere, at glas kan skifte farve i lyset eller på grund af varmepåvirkninger og meget andet. Men de behøver ikke at gøre det. Beviserne kan man kun få ved forsøg, jeg husker, at Holmegaards laboratorium har haft glas hængende ud af et tagvindue i en snor i måneder for at måle solarisationen. Glassamleren har selv gjort forsøg, men hans glas skiftede ikke farve, heller ikke rudeglas skifter farve. Nej, for rudeglas er normalt ikke affarvet, det skal ligefrem være en lille smule grønt. Samtidig er det udtrykkeligt skrevet, af glassene måske skifter farve. Det afhænger af lyspåvirkningen og hvilke elektroner, der bliver løsgående. Men selvfølgelig kan et rødligt glas have været rødligt fra begyndelsen på grund af overfarvning, selvfølgelig, men det får vi bare aldrig opklaret, og netop derfor bør man ikke drage for faste slutninger.

 

Jeg håber, at denne lange afhandling har bragt visse ting på plads, men jeg er også klar over, at den har skabt forvirring hos mange. Det var også meningen, netop ved at forklare, hvor indviklet alt dette i virkeligheden er, håber jeg at stoppe alt for håndfaste teorier på grundlag af to rødlige Conradsmindeglas.

Mogens Schlüter:

Født 3. november 1918 i driftsbestyrerboligen på Holmegaard som søn af daværende driftsbestyrer Karl Schlüter: Student fra Herlufsholm 1937: Civilingeniør 1942. Ansat som ingeniør på Holmegaard 1. januar 1945. Fabrikschef for kunstafdelingen 1952. Driftsbestyrer 1954. 1968 underdirektør med ansvar for driften af kunstafdelingerne, herunder glasværket i Odense.

Gået på pension dec. 1985, men fortsat knyttet til firmaet som historisk konsulent, indtil sin død i november 1994.

En af Danmarks betydeligste glashistorikere