Medlemssiden / Farvel og tak Michael: mindeord af Jan Kock

Farvel og tak Michael: mindeord af Jan Kock

Farvel og tak Michael

Af Jan Kock

Da Michael Bang i 1968 blev ansat som kunstner på Kastrup-Holmegaards Glasværker var han kun 24 år, men havde allerede da fået en bred og alsidig erfaring inden for det at formgive og designe. Han havde arbejdet med keramik hos Bjørn Wiinblad, lært modellørfaget på Den kongelige Porcelænsfabrik og fået et par års erfaringer med at formgive glas på glashytten i Ekenäs, Sverige. Michael blev anbragt på glasværkernes afdeling i Odense, hvor man havde stor erfaring i at blæse belysningsemner og glas i alle farver. Det blev til mange gode år i Odense. Her følte han sig godt tilpas, hvilket bragte ham i det kreative hjørne. Blandt det meget der blev skabt skal nævnes serien Palet, gjort i en enkel og ukrukket formgivning iklædt 70’ernes stærke farver. Værkets dygtige glasmagere gjorde, at skåle og fade blev udformet med omlagte kanter og pålagte segl. En af Michaels stærke sider var nemlig, at se på hvilke muligheder der lå i glasset og at forny og genbruge de traditionelle teknikker, som glasmagerne anvendte. Inden for belysningsglasset skabte han en stor fornyelse og designede en perlerække af originale lamper. Den elegante Etude lampe produceres den dag i dag og må betegnes som en klassiker. En anden lampe fra de år hedder Astronaut og var uhyre tidstypisk og svær at blæse.  

Nede på Holmegaard skabte Michael gennem årene desuden en række af fine drikkeglasservicer og andet, som altid fangede tidsånden samtidig med at det umiskendeligt var hans egen stil. Et godt eksempel er drikkeglasset Ballet. Ud over Michael var der i samme periode en lille gruppe af fast tilknyttede kunstnere på Holmegaard med Per Lütken i spidsen. Det gav på godt og ondt kollegialt med- og modspil.

For Michael var det en vanskelig opgave at formgive og designe noget nyt. Ofte tvivlede han på sine evner og var usikker på om det nye nu var godt nok. Det kunne være en overvindelse af de større at gå over i hytten og få afprøvet sine ideer. Men når det lykkedes var alt godt.

Undervejs blev der også til unika glas og udstillinger, som viser, at Michael også var en sand kunstner. Michael var aktiv som designer indtil sygdom ramte ham for nogle år siden.

I 1985 skrev Michael Bang en artikel i Glas & mennesker om det at designe. Titlen er: Uden mennesket – intet glas. Eller: Glas er vist femininum. Et stykke nede er følgende passage: ”Jeg tror, glas er femininum. Men det kræver sin mand at lave glas. For arbejdet med glas er også en lidt splidagtig proces, hvor man ustandselig svinger i en besværlig men også inspirerende pendulfart mellem både at være varmt engagereret i processen og så køligt, analytisk distancerende til først og fremmest sig selv. Hele tiden spejdende efter det øjeblik, hvor opgaven og dens løsning kommer én i møde, et skabelsesøjeblik måske, hvor GLASSET pludseligt står der, færdigt, og ligner noget man altid har kendt, noget, der altid har været der.”

Michael Bang døde her d. 6. april 2013 efter lang tids svækkelse og sygdom.

 
Glashistorisk Selskab Aalborg 1976